Gospelsange indeholder ofte budskabet om at glæde sig over sit liv på jorden som forberedelse til et godt liv i himlen. Det er alt andet end kedeligt at gå til goaspelkoncert. Her kan man opleve hvorledes musikkerne lægger sjæl og krop i at synge gospel. Som oftest en stor oplevelse, som du bør unde dig selv engang imellem.

Gospel stammer oprindeligt fra en musikform, der hedder Spirituals, altså åndelighed. Ordet er engelsk, eller rettere amerikansk. Spirituals er en afro-amerikansk religiøs sangtradition, som blev skabt af de sorte slaver, der fra starten af 1600-tallet blev importeret til Amerika i stort tal. Den sorte spiritual blev skabt under omvendelsen til kristendommen, hvor de sortes egen sangtradition fra Afrika blandede sig med den amerikanske salme. (Nb. Det er ikke en stavefejl – det hedder spiritual, ikke spiritualitet)

Slaverne deltog, inden de fik lov til at danne deres egen kirke, i de hvides gudstjeneste – dog placeret i behørig afstand til de hvide kirkegængere – og her stiftede de bekendtskab med salmer. Slaverne blev i langt de fleste plantager forbudt at udøve deres egen form for religion, fordi man var bange for, at det skulle skabe oprør, og fordi den hedenske tradition med flere guder ikke blev accepteret i et gudfrygtigt land som Amerika.

 

Der foregik så at sige en tvangsomvendelse af de sorte. Således var slaverne nødsagede til i al hemmelighed at udføre deres ritualer fra Afrika med trommedans, eller delvis opgive den. Stedfortræderen blev derfor spirituals, som udførtes med stamp og klap som erstatning for trommerne, hvorfor spirituals blev en a capella sangform. Spirituals blev skabt i forskellige situationer: Under arbejdet, i samvær med familien, under sorte gudstjenester, og mange af teksterne blev hentet fra hvide salmer.

Afsyngningen af spirituals beskrives som nærmest unison, men alligevel ikke helt, da alle sang noget forskelligt. Der var som regel en, som sang for og resten af gruppen fungerede som vokal underlægning. Der kan opstilles en række karakteristika ved den sorte spiritual:

• Call-response, hvor en “sangleder” synger den første linie, og forsamlingen svarer med et omkvæd eller lignende.
• Kompleks rytme med synkoperinger, skabt ved korets svar oveni forsangerens sang samt med tramp på 1 og 3 og klap på 2 og 4.
• Melodien er ofte bygget op omkring en skala med 5 toner.
• Mange “blå” toner.
• Repetition af fraser eller omkvæd for at forstærke følelsesudtrykket.
• Improvisation.
• Abstrakte begreber, så som døden, forekommer ofte i konkret form – døden som en person.

Spirituals blev anvendt i talrige sammenhænge: Bl.a. under arbejdet, hvor den også kaldtes “worksong” og under de sortes egne ceremonier eller gudstjenester. “Worksongs” blev som oftest udført på den måde, at én sang for og resten af gruppen svarede. Det angav arbejdstempoet og lettede slaverne gennem det hårde arbejde.

En anden måde hvorpå slaverne kunne kommunikere var vha. “fieldhollers”. Skulle en nyhed gives fra slaverne på én mark til slaverne på en anden, gjorde man brug af et langstrakt, dirrende falsetråb/sang. I alle henseender bandt spirituals slaverne sammen og hjalp dem til at udholde livet som slaver. Samtidig var sangen deres bindeled til forfædrene og de enkelte afrikanske traditioner, de fik lov at beholde. Sangene havde som regel et religiøst indhold, men for slaverne var sangene udtryk for langt mere end religion. Fokus i sangene var ofte på det hårde liv som slaver og den uundgåelige frigørelse, som de, for at kunne overleve, måtte tro på ville komme, enten på jorden eller i himlen.

De to overordnede former for spirituals er “sorrow songs” og “jubilee songs”. “Sorrow songs” omhandler slaveriet og sorgen over at være trælbundet. “Jubilee songs” er sange om håbet om et bedre liv, og disse blev sunget på glade rytmiske melodier. Desuden fandtes der frihedssange, som havde en religiøs tekst, men som i virkeligheden handlede om flugt – spirituals var slavernes kodesprog, når en flugt skulle arrangeres.

Spirituals havde altså flere funktioner: De hjalp til at udholde livet som slave ved hjælp af troen på et bedre liv hinsides, men spirituals var i højeste grad også en måde hvorpå slaverne i det små kunne gøre oprør mod slaveejerne hhv. ved i udførelsen af spirituals at beholde nogle af de traditioner, de var blevet forbudt, og ved at bruge den som kodesprog.
For mange hvide var mødet med de sorte spirituals en rystende oplevelse. De var ikke vant til de sortes måde at bruge stemmen på eller deres form for fællessang. Ofte blev hele stemmens register brugt, fra det dybeste “growl” til den skingreste falset. Tilhørerne – eller koret, om man vil – spædede til med opmuntrende eller bekræftende tilråb såsom “Glory” eller “Halleluja”. Det var en noget anderledes form for fællessang end den, der foregik i de hvide kirker.

Efter den amerikanske borgerkrig (1860-1865), blev den sorte spiritual’s udbredelse enorm. Det skete i første omgang gennem The Fisk Jubilee Singers, en sanggruppe fra det sorte Fisk University, som for at rejse midler til universitetet fra 1871 tog rundt i Amerika og Europa og gav koncerter. En stor del af deres koncertmateriale bestod af spirituals, dog arrangeret og poleret således, at de ikke “skurrede” i de hvides ører. Efter deres store succes tog flere “singers”-grupper på turné. Således blev spirituals fra at have været slavernes folkemusik til koncertmateriale og inspirerede mange komponister verden over.

Udbredelsen og den efterfølgende nedskrivning af spirituals sikrede deres bevarelse, men fjernede samtidig den oprindelige udtryksmåde, spontaniteten og improvisationen. Sent i det 19. århundrede begyndte gospelmusikken at erstatte spirituals. De forskellige koncertkvartetters arrangementer af spirituals fik dem længere og længere væk fra deres oprindelige form og udtryk, og nærmede sig det, der kom til at hedde traditional gospel.

 

 

Hvid spiritual og gospel

En “institution”, der fik stor betydning for det kristne Amerikas musikalske udvikling var 1800-tallets lejrmøder – camp meetings, som var vækkelsesmøder. Det var flere dages sammenkomst i et stort telt, hvor man samledes om at fejre den kristne tro og ikke mindst for i nogle dage at befries fra isolationen, som nybyggerlivet bød på. Både sorte og hvide kom til disse festdage. De sorte bragte en glæde og begejstring med til musikken, som de hvide måtte måbe over. Til en del lejrmøder var der den sidste dag den undtagelse fra reglerne, at de sorte ikke behøvede at være stille efter et bestemt tidspunkt, hvorfor det ofte skete at de sang hele natten, og om morgenen den følgende dag nedbrød de afgrænsningerne, der adskilte deres telte fra de hvides til en afsluttende dans rundt på lejrpladsen.

De hvide udviklede deres spiritual ud fra mødet med de sortes sange. De begyndte eksempelvis at indsætte refræner. Mange kunne ikke læse, og med den dårlige belysning til lejrmøderne, var der brug for en lettere lært sang, og den hyggelige atmosfære på lejrpladsen krævede også en anden stil.

Lige som disse lejrmøder fra begyndelsen af 1800-tallet frembragte deres egen sangform, den hvide spiritual, så frembragte de store City-Revival-møder (byvækkelsesmøder) midt i 1800-tallet en ny form, gospelhymnen. Det nye ved disse hymner var, at det var mere harmoni end melodi, der var i centrum, kun dur-tonearter blev benyttet, og der skulle være instrumentalt akkompagnement.

Efter slaveriets ophævelse nød de sorte menigheder der var, et stort opsving, og kirken blev det nye tilholdssted for de nyligt frigivne, der nu stod på egne ben. Kirken blev centrum for mange sociale funktioner, hvilket den i øvrigt stadig er i dag. Vækkelserne, der gik over landet fik efter den amerikanske borgerkrig stor betydning for de sorte, da der her blev prædiket et budskab om, at for Gud er alle mennesker lige.

Ved disse møder udvikledes en sangstil, som kaldes sangprædiken, hvor der blev “talt i sang”. Denne var ligeledes en forløber for gospelsangen. I 1920’erne og 30’erne fik denne sangprædiken stor betydning i bl.a. pinsekirker, hvor det afrikanske og ekstatiske præg fik mere plads end i andre kirker. Den var præget af spørgsmål og svar, call-response, hvor prædikanten improviserede udtalelser, som blev bekræftet eller besvaret af menighedens ofte taktfaste gensvar: “Yes, Lord”, “Hallelujah”, “Listen brothers”, “Amen”,

 

 

Transitional gospel (ca. 1900-1930)

Transitional (=overgangs-) gospel er betegnelsen for den form for musik, der opstod efter, at de sorte mennesker havde fået deres frihed. Spirituals var ikke længere så relevant for deres nye liv, tiden var moden for en ny musik, og det erkendte bl.a. Charles Albert Tindley. Han var født som slave i 1850’erne og blev efter frigørelsen uddannet til præst. Hans store interesse var desuden at komponere og hans udbredelse af musikken foregik i første omgang ved at synge for sin menighed og på den vis lære dem sine sange. Senere oprettede han to forlag, hvor han udgav sine kompositioner.

Tindleys kompositioner beskrives som en blanding mellem negro spirituals og salmer, men med “huller” rundt omkring i formen, som skulle give folk lyst og mulighed for selv at fylde ud med deres egne idéer. Man kunne altså improvisere over så at sige alt ved kompositionen; melodien, rytmen, harmoniseringen o.s.v. Den “åbne” komposition gav andre muligheden for at forme og fortolke sangen på deres egen måde, hvilket både gjorde det mere spændende for fortolkeren og gav samtidig uendelige muligheder for udførelsen af en enkelt sang.

 

Traditional gospel (ca. 1930-1960’erne)

Efter at have opnået deres frihed, flyttede mange sorte mennesker til nordstaterne og til byerne, hvor der var arbejde at få. Denne nye tilværelse som frie mennesker bød ikke på meget bedre forhold end de havde oplevet under slaveriet – i mange hvide menneskers øjne var de sorte stadig andenrangsborgere og behandlingen af dem var derefter. Et fællesskabet med andre “lidelsesfæller” fandt de i de mange sorte kirker, som skød op rundt omkring, hvor de sorte ligeledes dyrkede deres musik.

Spirituals blev stadig anvendt, men musikstilen var noget forældet i forhold til de sortes nuværende situation. Man havde ikke lyst til at blive påmindet om det tidligere liv i trældom, og derfor blev vejen banet for den nye musikstil, gospel. Gospelsangenes tekster var gennemgående mere positive end spiritual’ens tekster. Gospelsangene indeholdt ofte budskabet om at glæde sig over sit liv på jorden som forberedelse til et godt liv i himlen.

I 30’erne begyndte de mere liberale kirker at acceptere gospelmusikken som egnet for kirkerne, og den samme holdning gjorde sig efterhånden også gældende blandt den sorte befolkning generelt. Men stadig i 40’erne mente mange kirker dog stadig ikke, at det var anstændigt at synge Guds pris med en musikstil, som ansås for værende den ondes værk. Blues blev forbundet med en livsstil, som kirken ikke billigede. Men efterhånden som gospel begyndte at vinde kirkernes gunst, oprettedes der mange gospelkor tilknyttet kirkerne rundt omkring.

Den mere kommercielle side af gospelmusikken begyndte at vise sig i 1940’erne og 50’erne, hvor der blev dannet mange gospelgrupper. Efterhånden, som man fandt ud af, at der uden for kirkerne kunne tjenes penge på gospel, blev gospelmusik mere eller mindre opfattet som underholdning. Det måtte mange sanggrupper i 60’erne sande. Der blev ofte optrådt på natklubber, og dér kom publikum for at høre musikken, ikke budskabet. I løbet af 50’erne blev det attraktivt for pladeselskaber at udgive plader for gospelsangere, hvilket resulterede i, at den religiøse rytmiske musik fik samme status som de verdslige modstykker, f.eks. blues. Denne udvikling gav naturligvis gospelmusikken en fremgang, men var samtidig med til at skubbe den i retning af kommerciel musik på plan med al anden musik.

 

Contemporary gospel (1969-)

Der er et årstal, som skiller sig ud som det år, hvor contemporary (nutids) gospel blev indført. Det er 1969, hvor Edwin Hawkins sammen med Northern California State Youth Choir indspillede en udgave af en gammel baptistsalme “O Happy Day”, der blev en kæmpe succes, omkring 20 mio. eksemplarer solgt på verdensplan.

Den “var arrangeret i en blød rock-stil med udvidet harmonik” og med el-bas og trommer tilsat den mere traditionelle instrumentation af klaver, orgel og tambourin. Mange folk, der ikke normalt gik i kirke, opdagede slet ikke, at det var en salme. Som nogen af de første tjente Edwin Hawkins Singers penge ved at synge gospel, da de optrådte på store stadioner, natklubber m.m., hvilket også fremkaldte en vis næserynken hos nogle kirkefolk.

En anden gruppe, som var med til at tegne udviklingen i 70’erne, var Elvis Presleys gamle backinggruppe, Imperials, som bestod af fire hvide og en sort – alle mænd. Selv betegnede de deres stil som en blanding af alle mulige stilarter inden for kristen musik, med inspiration fra pop og jazz. De siges at have repræsenteret en syntese af sort og hvid gospel, som var meget almindelig i USA.

Men veteranen – for han er stadig i fuld vigør – må siges at være Andraé Crouch. Han havde stor succes med sin gruppe, Andraé Crouch & the Disciples, som midt i 70’erne blev kåret til Amerikas soul gospel-gruppe nummer 1. Han har formået at appellere til både det sorte og det hvide publikum, hvorfor hans stil bliver betegnet “cross-over”. Han har nedtonet de ekstatiske udtryksformer og har i stedet lagt sig tæt op ad mainstream-popstilen. Mange af hans sange er blevet og bliver stadig sunget i mange kirker – og koncerthuse.

Udbredelsen af Gospel i Danmark

Den danske kirkemusiktradition må deles op i flere dele, hvor den største er salmetraditionen, men udenfor de tykke kirkemure i missionshuse, frikirker og grupper, der mødtes i hjemmene har der også været dyrket en anden sang- og musiktradition – en lettere og i senere tid mere rytmisk måde at synge på. Man klappede måske til sangene, der var enkle både i tekst og musikalsk indhold, og som derfor var nemme at tilegne sig. Man kunne de fleste af sangene udenad og kunne begejstret synge med på det glade og personlige budskab eller inderligt give sig hen, når der blev sunget en tilbedelsessang. Det har uden tvivl været disse grupper af kristne, der med glæde tog imod den nye begejstrede gospel, da den blev kendt på vore breddegrader.

Den sorte sang har i flere omgange fået stor opmærksomhed over store dele af verden. I Skandinavien har Sverige været foregangsland for at indføre forskellige kristne amerikanske musikstilarter. Den gospel, der idag florerer på vore breddegrader er sort gospel – eller noget, der ligner. Den første form for gospel, der nåede vore egne, var imidlertid den hvide form af amerikansk gospel, der i slutningen af 1800-tallet blev indført via Sverige. Svenske frikirker hentede dengang en stor del af deres repertoire fra England og USA, bl.a. fordi der var god kontakt mellem de svenske indvandrere i USA og deres tilbageblevne familier i Sverige.

Svenskerne har i flere perioder været oppe på mærkerne hvad indførelsen af de nye ting fra Amerika angår, og en af de væsentligste grunde hertil er Sveriges fremragende struktur for musikkultur med bl.a. den landsdækkende statsejede Folkemusikhøjskole. Flere kristne har arbejdet inden for denne folkemusikhøjskole og har derfor kendt mange dygtige kristne musikere ud over landet. I kraft af deres evner har disse musikere så arbejdet sammen med kristne amerikanske musikere, når disse var på turné, og de har haft en del samarbejde med amerikanske kirker, formodentlig for at lære deres musik.

Hvis man ser lidt nærmere på udviklingen i Norge, som må betragtes som primus motor for den nyere tids gospelmusik, så var der i 1950’erne en del koncerter med amerikanske solister. Der fik skandinaver førstehåndskontakt med musikken, som i tilpasset form skulle blive en væsentlig del af den kristne ungdoms samværsform. Midt i 60’erne gæstede en del amerikanske “Youth for Christ”-grupper Norge og resten af Skandinavien; grupper, som var udsendt af den verdensberømte amerikanske evangelist Billy Grahams organisation. De præsenterede en “negroid gospel-inspireret musik”, som blev godt modtaget af de unge.

Det var imidlertid først i 70’erne, at sort gospel rigtig tog til i Skandinavien. En af grundene hertil, var den ungdomsvækkelse, som gik over den vestlige verden i starten af 70’erne – den såkaldte Jesusbevægelse, eller Jesusrevolution. Bevægelsen var tværkirkelig, og musikken blev hurtigt et specielt medium for bevægelsen. Desuden udsendte pladeselskaber nu en masse religiøs musik, så det har været lettere for folk i almindelighed at få fat i den musik, man ville have. Jesusbevægelsens musik var alt muligt, fra viser til hård rock, og bevægelsen var med til at forny opfattelsen af kristen lovsang og musik.

 

 

Den kristne amerikanske musik er kommet til Danmark i tre bølger. Første bølge startede omkring århundredeskiftet i forbindelse med de sortes kamp for lighed i USA. Anden bølge skulle være lige efter 2. Verdenskrig, da de amerikanske soldater fik base i Tyskland. Tredje bølge kom med “den almindelige kommunikationsforvirring, hvor man for 10-15 år siden for alvor havde fået lukket ørerne op for den amerikanske musik, og TV viste koncerter fra USA.

Herhjemme begyndte Etta Cameron i starten af 70’erne at finde et ståsted for sin gospelmusik. Der har været små – i kirkene interne – gospelkor i landet i ca. 20 år, men det er først inden for de sidste 5-6 år, at der på landsplan er fremvokset en stor interesse. Etta Cameron havde i 1996 en masterclass i Holmens Kirke med omkring 8-900 korsangere. Et andet stort initiativ har været projektet Gospel United med blandt andre Lillian Boutté og Ivan Pedersen i front, som i ’95-’96 turnerede rundt i Danmark og benyttede sig af gymnasiekor til dannelsen af et massekor. Mange mener dog at dette tiltag var en rendyrket kommerciel udnyttelse af ordet gospel.

Der findes i dag rigtig mange – både større og mindre gospelkor rundt omkring i Danmark. I den første lange tid var det mest i forskellige frikirker, hvor korene bestod af trofaste kirkegængere, der ønskede at udtrykke deres tro og begejstring på denne måde. Men de seneste år har set en udvikling mod en mere bred folkelig interesse for denne musikstil.

Der er, som nævnt, talrige større og mindre gospelkor i alle de lidt større byer og langt størstedelen af gospelsyngerne er ikke specielt kristne eller trofaste til at besøge de danske kirker. Det er naturligvis interesseant at finde ud af hvilke folk, det er, der har lyst til at synge denne slags sange med et tydeligt kristent indhold, selvom de ikke betegner sig selv som troende.

Ca. 87% er kvinder. Det er uvist hvorfor forskellen i kønnenes tilslutning er så stor. Gennemsnitsalderen for et gospelkor er 32. Den største gruppe ligger i tyverne, mens folk i trediverne ikke er godt repræsenterede. Hvilket naturligvis kan have noget at gøre med at vi i denne aldersklasse finder flere med fuldtidsarbejde og børn, hvorfor de ikke i så høj grad har tid til en sådan aften hver uge.

Den vigtigste grund til at folk synger gospel angives for langt størsteparten til at være sangen og musikken. Næstvigtigst er det sociale og for en mindre del (8%) er det også p.g.a. budskabet i sangene, at de synger i koret. Under “Andet” gemmer sig svar som “man bliver så glad”, “man får energi”, “jeg blev tvunget af min kæreste” og “Hans Christian er så sød”! Men det er helt klart, at glæden ved at synge gospelmusikken er en stor del af det for de fleste. Man kan så diskutere, hvor den glæde kommer fra, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at gospelmusik er og bliver glad og fængende musik, hvad enten man tror på budskabet eller ej. Ydermere kan en “popularitetsfaktor” være, at man ikke behøver de helt store forkundskaber inden for musik for at være med i det store gospelkor. Der er ingen optagelsesprøve, og det eneste “krav” er, at man kan lide at synge. Som oftest får man kun udleveret teksten og lærer melodien udenad til koraftnerne. Det giver så at sige alle mulighed for at være med i koret.

Glædesbudskabet i musikken kan alle relatere til hvad enten man er troende eller ikke-troende, og den glæde, det giver at synge gospel er for mange en stor del af grunden til at synge i netop et gospelkor. Det er ikke på mode at være kristen i Danmark, men folk savner noget at tro på. Gospelmusikken kan i dette lys ses som en måde, hvorpå man kan udøve en eller anden form for tro samtidig med, at musikken gør det lettere at sluge budskabet.

Et andet bud på gospels spirerende popularitet kan være fællesskabsoplevelse ved at stå og synge sammen med 100, eller flere, mennesker i et kor på 25. Man er sammen om noget, alle yder en indsats, og det betyder noget i et samfund, hvor mange ting klares individuelt. M.h.t. budskabet i sangene vælger mange sikkert at tro på glæden i det og vælger dét ud, de selv kan bruge. Nogle vælger måske bare at se bort fra teksterne og nyde musikken, og det er også en måde at tage et standpunkt på i forhold til budskabet. Tendensen er i hvert fald, at man bruger musikken til at få nogle følelser ud, og glæden er ikke til at overse.